Maja Frendrup

Galleri Blæst – For the Joy of Art er boblende af glæde over at kunne tilbyde vores kunder smuk og særpræget unika keramik af den talentfulde keramiker Maja Frendrup.

Maja Frendrup er uddannet i 2014 på KADK, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering på keramiklinjen. Siden sin afgangseksamen har hun haft værksted og butik i Sandvig på Bornholm. For første gang er Maja Frendrups keramik til salg i et galleri.

Keramiker Maja Frendrup om sin keramik

“Jeg elsker de her glasagtige overflader, hvor variation og dybde giver mulighed for at gå på opdagelse, og jeg tiltrækkes af små detaljer. Skrøbeligheden i en fin porcelænskrakelering. Blødheden i en smeltet glasur.

Udgangspunktet i mit arbejde er materialet og eksperimenteren med de sanseoplevelser, jeg kan skabe i keramikkens overflade. Jeg udvikler glasurer og afprøver kontraster, strukturer og lag af forskellige lertyper. Jeg finder materialer i naturen som sand og sten fra Bornholms strande, og tilfører mine krukker nye karaktertræk ved brug af disse.”

Ikke to krukker er ens
“Mine krukker er modellerede op i hånden en ring af gangen. Jeg kan godt li’ den personlighed det giver formen. Der bliver aldrig to ens.

Under brændingen kommer materialernes egenskaber til udtryk: Glasur smelter og lægger sig tyk og mørk i fordybninger og tynd og lys på kanter, så et farvespil opstår. Materialer afgasser, og når opvarmningen standses, fanges luftbobler og glimter indefrosset i glasuren. Stentøjsler og porcelæn trækker sig sammen i forskellig grad, og krakeleringer dannes. Det giver overfladen dybde, når man ser ned gennem glasur og de forskellige lag af ler. Diverse typer af sand og småsten reagerer med glasuren og leret på forskellig vis. For eksempel smelter granit og bliver til brune pletter i glasuren, når den varmes op til de 1280 grader, som jeg brænder til.

Hver enkelt krukke får sit unikke udtryk, som er et samspil mellem form og detaljer i overfladen.”

Besøg Bornholm
Skal du til Bornholm anbefaler Galleri Blæst – For the Joy of Art at du lægger vejen forbi Maja Frendrups værksted og butik. Maja er rigtig god til at fortælle om, hvordan keramikken bliver til, og hvilke materialer hun bruger.

Maja Frendrup Keramik
Strandgade 2, Sandvig
3770 Allinge
www.majafrendrupkeramik.dk

Maja Frendrup arbejder på en keramikkrukke
En stor keramikkrukke med takker bliver til i Maja Fredrups hænder.

Om krukkerne

Krukkerne er vandtætte. 

Spidserne på ‘stikkekrukkerne’ former Maja Frendrup med fingrene i blødt porcelænsler uden på den krukke, hun har modelleret op i stentøjsler.

Krukkerne får én forglødning og én glasurbrænding til 1280 grader. 

Interesseret i keramik?
Se også vores udstilling af skulpturel keramik af Guðrið Poulsen, der er Færøernes fremmeste keramiker.

Keramikkrukker af Maja Frendrup

Klik på et billede for større visning.
Mål opgivet i højde x diameter.