Berit Førland

Berit Førland er efter mange års pause klar til at præsentere en ny samling værker, hvor hun arbejder med silkefibre og akrylmaling på lærred og papir. Og hvor er vi taknemmelige for, at hun har genoptaget sin kunstneriske skabelsesproces!

Sin uddannelse som tekstildesigner fra Designskolen i Kolding har Berit Førland kanaliseret i en billedkunstnerisk retning, der har ført til udstillinger på bl.a. Frederikshavn Kunstmuseum, Kunsthal Charlottenborg og Trapholt. Levet liv og erfaringer betyder, at hun til stadighed søger nye steder hen i sit kunstneriske udtryk.

Artist Statement

Mine værker starter altid ved et nulpunkt, fra ingenting. Tilblivelsen af noget, skabelsesprocessen og hvad der definerer den, hvad der muliggør den, interesser mig.  Jeg er optaget af, at tilvejebringe fysiske enheder med iboende identitet.  Jeg forelsker mig i ord og bruger min personlige konnotation af disse, til at frembringe et narrativ, som bliver mit redskab, til defination af delene i den proces, der muliggør værket.

Entity og concoction er de første og væsentligste ord. Concocting entities, concoction of entities, betyder i enkleste forstand at blande, samt en blanding af, forskellige enheder. Ordene kan dog så meget mere end det, concoction rummer betydningslag af: en tilfældig blanding, en mærkelig uens blanding, uforudsigelige anderledes fabrikerede blandinger; entities har hver især deres egen separate individuelle eksistens og hver især eksisterer de, uafhængigt af noget andet. 

Min arbejds- proces er uforudsigelig og organisk, men alligevel underlagt vilkår; vilkår der skaber tillid til processen. Mine entities er et vilkår, isoleret set er de uregerlige og sammensatte, men de er underlagt det vilkår, at det er med dem, hver ny proces starter, et greb til at skabe orden i kaos og kompleksitet.

Om kontinuitet og dets modsætning

De fleste mennesker har et dybtfølte ønske om kontinuitet i deres tilværelse; afbrydelser, forstyrrelser og sammenbrud i livets kontinuitet er et alment menneskeligt vilkår. Forløsende elementer af ny identitet og nye erfaringslag opstår som biprodukter af sammenbrud, i praksis som garant for kontinuitetens genoprettelse, for værkets genoprettelse.

Fascinationen af spændingsfeltet mellem kontinuitet og disruption har ført min interesse mod ordet dissociation. Dissociation, som i en handling der splitter og adskiller et komplekst objekt i dele, en handlig der introducerer et opbrud, en forstyrrelse, et sammenbrud. Kontinuitet, disruption, concoction samt dissociation er beskrivende for en bevidst uforudsigelig og organisk måde at få noget til at opstå fra ingenting, en måde at udfylde et hvidt papir eller lærred og dermed give det fysisk identitet.

Berit Førland
Berit Førland

Om Berit Førland

Berit Førlands værker er sammensatte og henvender sig til beskueren med tilbud om en sanselig og forløsende oplevelse i spændingsfeltet mellem identitet, disruption og kontinuitet.

Identitet er et gennemgående tema i værkerne og med udgangspunkt i filosofiske /psykologiske aspekter arbejder Førland med almene menneskelige vilkår. Hendes værker opstår altid som en ide, en fornemmelse og eller en længsel efter at nå hen et ukendt sted, som ikke er helt klart.

Det endelige værk er aldrig tænkt færdig på forhånd, men bliver til gennem en proces, hvor Førland arbejder med det som en organisk størrelse, der er kendetegnet ved sine yderpunkter og modsætningsforhold. Under vejs i processen lader hun sig styre af en fordomsfri nysgerrighed og en tro på, at hun finder hen i nærheden af det sted, hun fornemmede og drømte om.

Den kunstneriske karriere

Berit Førlands kunstneriske karriere begyndte på Designskolen i Kolding, hvor hun specialiserede sig inden for tekstil/fibertart mediet og her opnåede en solid faglig indsigt. Det er den ene side af hendes værkers sikre udtryk. Den anden side er hele det bagkatalog af levet liv, Førland har med sig, og som blandt andet kan karakteriseres med begreber som eventyrligt, uforudsigeligt, omskifteligt og ikke mindst viljen til at overleve. Det spænder lige fra kollektivist i det legendariske Maos Lyst, soccer mom i NY, USA, hvor det også blev til en instruktøruddannelse i Pilates og kunstskole for børn. Livet i USA blev udskiftet med et liv som herregårdsfrue i den danske landadel.

Nu er Førland tilbage i København, nærmere betegnet Sydhavnen, hvor hun i slutningen af 2018 genoptog sin kunstneriske karriere med afsæt i en nødvendighed og vilje til at skabe en ny identitet. De første værker læner sig op ad de ældre, men gradvist opstår der et narrativ, som præger processen og trækker værkerne i en ny og spændende retning. Førland udpeger selv begreberne entity, concoction og dissociation som de væsentligste i forhold til hele sin kunstneriske arbejdsproces og til de endelige værker.

Pia Flindt, Cand.mag. i dansk og kunsthistorie.

Berit Førland billedgalleri

Klik på et billede for større visning.

Berit Førlands cv

Udvalgte udstillinger:

1982 Frederikshavn Kunstmuseum
1982-83 Nordisk Tekstiltriennale, Danmark, Norgen, Finland, Færøerne
1983 Kunstnersammenslutningen Labyrint, Århus Kunstmuseum
1984 Sommerudstilling Århus Kunstbygning
1984 Efterårsudstillingen, Den Frie Udstillingsbygning
1985 Hjørring Kunstmuseum
1986 Forårsudstillingen, Kunsthal Charlottenborg
1986 Efterårsudstillingen, Kunsthal Charlottenborg
1986 Textil DK. 86, Kunstmuseet Trapholt
1987 Vestjyllands Udstillingen, Esbjerg Kunstpavillon
1987 7th. International Small Sculpture Exhibition of Budapest, Hungary
1987 Tuborgs Kunstudstilling
1988 Galleri Stalke
1988 Forårsudstillingen, Kunsthal Charlottenborg
1989 Pejling, Frederikshavn Kunstmuseum
1991 Syd Slesvigs Danske Kunstsammenslutning, Flensburg Germany

Uddannelse:
1977-81, tekstildesigner fra Designskolen Kolding.

Se mere på Berit Førlands hjemmeside.

KONTAKT

Galleri Blæst – For the Joy of Art
Klithusevej 25
9240 Nibe
5071 0511
christine@fjoa.dk 

CVR-nr.: 25759133

ÅBNINGSTIDER

Lørdag-søndag klokken 11-17.
Vi holder åbent efter aftale. Ring eller skriv til os.

 

MobilePay: 83 90 29